Vedligeholdelse af din cykelkæde og kassette er noget der skal gøres regelmæssigt. Som ordsproget helt rigtigt siger, den der smører godt, kører godt!
Der er ikke noget værre end en beskidt cykelkæde og kassette. En ting er at kæden og kassetten er beskidt af olie, en anden ting er alt det støv og småskidt der hænger fast og godt kan gøre at gearskiftet ikke virker optimalt.
Vedligeholdelse af kasssetten!
Herunder kan du se min kassette inden rengøring, det er ikke fordi den er møgbeskidt, men hellere affedte, vaske og smøre den nu, inden at det for alvor sætter sig rigtigt fast.
Jeg bruger kæderens og affedter fra Morgan Blue, som du kan se herunder. Det virker bare utroligt godt. Du kan vælge at spraye det på eller smøre det på med en pensel.
Jeg bruger selv en pensel, jeg syntes det er det nemmeste, det sviner ikke så meget som at spraye det på og det er også nemmere at børste evt. skidt væk med en pensel.
Så hæld lidt kæderens op i et glas, f.eks. et syltetøjsglas med låg, så kan du nemlig gemme det til næste gang. Start med at komme kæderens på kæden, derefter pensler du også den store klinge, både foran og bagved og til sidst giver du kassetten en ordentlig omgang imens baghjulet stadigvæk sidder på cyklen.
Lad det sidde i 5 minutter og skyl det derefter rent med varmt vand, enten med en vandslange uden tryk på vandet, eller med en helt almindelig vandkande (som jeg selv bruger).
Derefter kan du tage baghjulet af og give kassetten en ekstra omgang, hvis du syntes at den trænger?
Herunder en dejlig ren kassette, efter ovenstående metode. Brug en klud til at tørre ind imellem de forskellige tandhjul i kassetten.
Vedligeholdelse af kæden!
Imens baghjulet stadigvæk sidder på cyklen, kan du med fordel køre kæden op på den store klinge foran. Her bruger du så din pensel og smører kæden godt ind i kæderens, det er utroligt nemt at komme til og arbejde med kæden og smøre den ind i kæderens imens den sidder på den store klinge, lad det sidde i de før nævnte 5 minutter.
Inden du tager baghjulet af, så tager du en svamp (som godt må blive beskidt) og vasker de forreste klinger og kæden rene for kæderens og alt det skidt som der er blevet løsnet. For at få kæden ekstra ren, så dypper du svampen i dit varme sæbevand og tager rundt om kæden og kører enten forlæns eller baglæns på pedalerne, gør det gerne 2-3 gange, så bliver kæden næsten som ny.
Jeg bruger de små engangssvampe til kæden (dem med en skrubbeside og en blød side), jeg piller skrubbesiden af inden jeg bruger den på cyklen, således at jeg ved et uheld ikke kommer til at ridse f.eks. de forreste klinger.
Skal du arbejde med kæden, efter at baghjulet er taget af, så kan du ikke undvære en kædeholder, som vist herunder. Den gør at du uden besvær kan køre rundt i pedalerne selvom baghjulet er taget af. Sørg for at stille bagskifteren og gearet i midten af kassetten, så passer kædeafstanden med kædeholderen.
Børster og pensler?
Hvilke børster og pensler skal du bruge? Ja, der er jo frit valg på alle hylder i den retning… Jeg bruger selv sættet herunder, det er et godt børstesæt til billige penge.
Fra venstre kan du bruge børsterne således…
- Rense skidt og snavs på kassetten.
- Perfekt til bagskifter og forskifter!
- Smøring af kæderens på kæde og kassette!
- Vask af eger og imellem egerne!
- Vask af stel og hjul!
Husk smøring af kæden!
Til sidst skal du selvfølgelig huske at smøre kæden igen. Du behøver ikke spray eller smøre kassetten eller de forreste klinger, det er nok at smøre kæden.
Smør den indvendige side af kæden, det er nemlig den der er i kontakt med kassetten og tandhjulene foran, så det er der den største friktion på kæden er!
Om du bruger kædespray eller kædeolie, det er helt op til dig selv, blot husk på at alt efter hvor henne i cykelsæsonen vi er, så findes der både spray og olie til tørvejr og vådt vejr.