Cykling kan – afhængig af hvor hårdt du træner – være en meget krævende sport. En sport, der stiller store krav til for eksempel din kost, din hvile og lignende. I dette indlæg på Motionscykling.dk vil jeg gerne give dig et par fifs til, hvordan du får mest muligt ud af din cykeltræning. Det handler om, hvad du skal huske før og efter din træning.
Før
Tjek din cykel
Før din træning er det generelt en god ide at gennemgå din cykel. Her tænker jeg primært på en gennemgang af gear, bremser, dæktryk og kæde. Kører gearene som de skal eller skal de justeres? Fungerer bremserne? Trænger dækkene til luft? Og er kæden velsmurt eller skal den have et skud olie?
Har du tanket nok energi?
Uden mad og drikke dur helten ikke. Derfor er det nødvendigt at tanke op med energi FØR du skal ud at cykle. Det nytter ikke noget at spise en masse på selve cykelturen, hvis ikke du har spist nok i løbet af dagen.
Hvis du ved, at du skal ud at cykle senere på dagen, så start med en solid omgang morgenmad. En god omgang morgenmad kan virkelig optimere din træning. Derudover anbefaler jeg også, at du spiser en håndfuld mellemmåltider, inden du skal træne. Det kan for eksempel være en banan, en proteinbar (som i øvrigt kan købes hos Bodylab), knækbrød med peanutbutter og andre letfordøjelige ting.
Planlæg din rute, træning osv.
Hvis du vil have det maksimale ud af din cykeltræning, så synes jeg, at du skal planlægge og strukturere din træning på forhånd. Det kan for eksempel være i form af planlægning af intervaller. Det kan også være, at du planlægger en hård rute med ekstra mange bakker. I så fald er det en fordel at gøre hjemmefra, så du ikke skal holde for mange pauser undervejs, fordi du ikke ved, hvor du skal cykle hen.
Efter
Godt med væske
Efter en hård cykeltur er det vigtigt at gå væske indenbords. Typisk sveder du en helt masse, når du cykler. Det betyder, at du taber en masse væske og derfor bliver en smule dehydreret. For at minimere væsketabet er det en god ide at drikke en masse vand efter træning. Det må gerne være vand med energi, elektrolytter og lignende.
Et godt måltid og en proteindrik
Derudover er det en rigtig god ide at have et godt måltid mad klar. Det kan for eksempel være lidt ris, æg og grøntsager. Spiser du det, så vil du ikke blot få mere ud af din træning. Du vil også gøre din restitutionsproces bedre og hurtigere. Drik gerne en proteindrik sammen med dit måltid for større effekt.
Hvile
Som tidligere nævnt kan cykeltræning være uhyre krævende. Derfor er det også nødvendigt at ”trække stikket for en stund” og hvile det bedste du har lært. Har du for eksempel cyklet en hård tur på +2 timer, så vil en lille morfar bestemt ikke skade. Det vigtigste er dog, at du får den søvn du har brug for. Det vil sige, at du skal stræbe efter at få 7-8 timers sammenhængende søvn HVER nat. På den måde får du mest muligt ud af dine hårde timer i sadlen.