Du har sikkert prøvet det… punktering! Der findes bare ikke noget værre på en cykeltur… en god gåtur hjem, er nok det som de fleste må se i øjnene – men det behøver nu ikke at gå sådan, det kræver bare at du lige at det fornødne udstyr med dig på cyklen.
Og alt efter hvilken cykel du har, kræver det mere eller mindre udstyr og værktøj. Jeg selv kører i øjeblikket på en almindelig citybike med 7 gear, så jeg har både skruetrækker og fastnøgler med, foruden det du kan se herunder!
En cykelpumpe er alfa omega, det er du simpelthen nødt til at have med, og de findes i alle afskygninger og størrelser. Jeg valgte denne lille minipumpe herunder, som kun er 99 mm lang, der er lavet af aluminium og kan holde til et tryk på 7 bar… og 7 bar er rigeligt til de fleste dæktryk, jeg kører selv med 5 bar i mine dæk.
Hvor meget tryk (hvor mange bar) dine dæk kan holde til, kan du se på siden af dine dæk!

Har du lyst til at stå og lappe hullet i din slange midt på gaden, nej vel… Så derfor vil jeg anbefale dig at have en ny cykelslange (eller en cykelslange du har lappet) med i din taske eller pose, det gør det bare så meget nemmere er uheldet ude.
Husk at tjekke dækket indvendigt for små skarpe sten og genstande der måske er gået igennem dækket, og husk også at tjekke selve fælgen og fælgbåndet, inden du sætter den nye slange i… det ville være så ærgerligt hvis der sad noget, og du punkterede igen grundet dette!

Vi skal jo også have dækket af og dette gøres med bedst og nemmest med nogle gode dækjern. Dækjern er som navnet lyder, lavet af jern, stål eller rustfrit stål – men det findes også i dag i hærdet plastik. Jeg har selv knækket nogle dækjern der var lavet af plast, så derfor købte jeg mig nogle gode robuste dækjern i rustfrit stål, som du kan se herunder.
De virker bare, det er ingen sag at få dækket af og på med disse dækjern – det rette værktøj er det halve arbejde. Jeg købte mine hos Cykelpartner.dk, desværre har de dem ikke pt. og om de får dem igen, ved jeg ikke, Men du kan evt. kontakte dem og forhøre dig nærmere, skulle du være interesseret!

Jeg startede med at have “alt” mit udstyr og værktøj i en pose, men min kone har været så rar at lave en lille “værktøjspose” i noget gammelt stof, med diverse lommer til værktøjet og som lige er til at rulle samme og slå en lille knude på, med de snore som du kan se til venstre på billedet.
Mere skal der ikke til, nemt og praktisk!

Det fylder ikke ret meget og du kan uden problemer have det i en rygsæk eller taske, eller som jeg har, i en pose som jeg har med i min cykelkurv på bagagebæreren!